Tilbage til menu

Hvid stork (Ciconia Ciconia) 

Størrelse: Ca. 100 – 115 cm  Vægt ca: 3,4 kg.

Fjerdragt:
Hvid med sorte svingfjer 
Der er ikke forskel på kønnenes fjerdragt, og kønnet kan først bestemmes i yngleperioden hvor man kan se parringen.

Næb: Rødt – Spidst/tilspidset dolkformet (adult)

Ben: Røde lange ben. (adult)

Næb hos unge: Gråsort (juvenil)
Ben hos unge: Gråsort/brunrød (juvenil)

Kald/stemme: En svag hvæsen og en knebren med næbbet. Den slår næbbet sammen så der kommer en knebrende lyd, der kan høres meget langt væk, og hvor man i slutningen af den knebrende lyd, kan se strubeposen der bliver udspilet.

Denne knebren styrker parforholdet, og bruges ofte, når partneren lander i reden, efter at have været ude og samle føde til enten unger eller sig selv. Når hannen som den første vender tilbage til reden efter ophold i vinterregi, ser man ham knebrer meget ofte, for at kalde og lede hunstorken på vej.

Levested/fouragering: Enge, moseområder, steder med lavt græs f.eks. områder med afgræsning, lavvandet vand med småfisk.

Føden: Padder, fisk, insekter – græshopper, regnorme, snegle, fugleunger, slanger. Storken er en meget alsidig kostsøger. Alt hvad de kan komme af sted med.

Fangstmetoder: Storken kan stå længe i en stivnet position under sin jagt på føde, og dukker fødeemnet så op, hugger storken til med det samme.
Hvis storken f.eks. møder en hugorm, kan den fange denne trods dens gift. Den lader hugormen tømme sine giftkirtler ved de gentagne hug imod svingfjerene hvor de ikke kan gøre skade. Når så hugormens kirtler er tømt, afslutter storken med et par velrettede hug med det kraftige næb, hvorefter den døde hugorm kan indtages, eller bringes hjem til reden som føde for unger.
Ellers går storken søgende op og ned langs rækker af nyslået græsmarker, hvor den snupper de insekter der viser sig på vejen. Den roder ikke i bunkerne som man måske ville forvente, og løber kun ganske få skridt efter et bytte. Forsvinder byttet ind i en bunke, står den og kigger et stykke tid, men vandrer så stateligt videre og søger. Man kan også iagttage den gående meget tæt på landbrugsmaskiner og traktorer, der udfører høst- eller andet arbejde, hvor der er mulighed for eventuelle dyr vil dukke frem af jorden eller høstemnet. Den hvide stork er modsat sin artsfælle den Sorte Stork, ikke særlig sky, men kan færdes meget tæt ved både mennesker og huse.
Hvis storken fisker meget, vil man nemt kunne se dette på ungerne. Deres fjerdragt vil blive meget snavset, grundet fiskene der bliver gylpet op i bunden af reden. Slim og skæl fra fiskene, klistrer redebundens materiale til ungernes underside og brystfjer.

Flyvning og flugt: Vingefang ca. 175 - 195 cm.
Halsen holdes strakt frem under flugten, ligesom benene er strakt bagud.
De store brede vinger bruges ofte til svæve/glideflugt.
Storken flyver i store cirkler for at komme i opdrift/få vind under vingerne. Jo bedre opdrift, og svæv, jo mindre energi skal der bruges på at flyve.

Storken er Migratorisk, hvilket betyder, at den trækker over meget store afstande og i flok. Med Danmark som nordligste yngleplads til Sydafrika, hvilket må siges at være lidt af en flyvetur, for de fugle der vælger at flyve til dette vinterophold. Flyveturen tages i flere etaper og strækker sig over et stykke tid, og der trækkes helst over land.

Redeforhold: Da den hvide stork ikke er særlig sky, slår den sig gerne ned i de menneskeskabte reder. Storken kan dog selv bygge sin rede, og gør det gerne på bygninger, træer og klinter, hvor der er passende fremspring til redeforhold. Storken er meget social og man ser ofte at rederne er bygget meget tæt i koloni. Se reden i Ribe på de øverste billeder.

Reden er platformagtig, og bygges af store grene og pinde, der forsøges stukket ind mellem hinanden. Bunden er foret med tørv og græstotter, som der jævnligt, over hele perioden hvor storken opholder sig i reden, tilføres nyt materiale til. Reden varierer meget i størrelse, men da der til stadighed tilføres nyt materiale, kan den med tiden blive af betragtelig højde og bredde, og vægten kan blive enorm.

Ynglesæson: Sæson for de nordlige områder starter normalt omkring marts, og bliver så tidligere jo længere man kommer ned mod de varmere områder. I Afrika er yngleperioden fra september til november. (Se ankomst til de forskellige reder med webcamera i storkeloggen)

Æg og rugning: Der lægges fra 3-6 æg i reden.  Æggene er hvide. Begge storke deltager i udrugningen af æggene. Der ruges ca.31 – 34 dage. Fra ungen er klækket til den kan flyve/forlade reden går der ca. 57-64 dage. Ungerne er først kønsmodne i en alder af 4 år.

Æggene lægges ofte med flere dages mellemrum, hvilket gør en forskel. Da der fra klækning af første unge og til sidste, vil være et spring på ca. 11-12 dage, hvis der f. eks. lægges 6 æg. Ungerne vokser kolossalt hurtigt, og forskellen i størrelsen på den første og sidst klækkede, kan meget vel være så stor, at dette medfører, at de sidst klækkede ikke kan kommer til føden, eller simpelthen bliver ligget ihjel og kvalt. Storken holder et meget skarpt øje med ungerne, og er der fødemangel eller skranter en unge, bliver de kastet ud af reden. På denne måde opretholder storken kostbalancen, så ikke der går føde til spilde til unger der måske alligevel ikke vil overleve. Storken går ikke af vejen for selv, at sluge en meget mindre unge. Resultatet er, at de unger der forlader reden, er levedygtige unger.

Ungerne i reden:
Når ungerne er blevet så store at begge forældre kan forlade reden og deltage i fødeindsamling, går det stærkt med ’vokseriet’. Der slappes meget af, og man kan ligefrem se dem vokse. Når forældrene kommer til reden, samles ungerne med front mod midten, for her at få serveret deres foder. Ungerne nibber omkring den voksnes næb, hvilket får den voksne til at gøre gylpebevægelser, og maden gylpes op i redebunden. Her må hver især så selv sørge for at få så meget som de nu kan. Her er det afgørende, om man er lille eller stor, eller sidder forrest eller bagerst når maden kommer.
Man kan også se unger stjæle maden før andre ved at snuppe det på vejen ud af næbbet på den voksne. Det er sådan de stærke bliver sorteret fra de mindre stærke. Den mad der ikke spises,
(der måske er for stor til ungerne på gældende tidspunkt) indtages atter af forældrefuglen.

Ungerne begynder meget hurtigt at få ”storkevaner” de små prøver at knebre, og de små vinger strækkes. Inden længe begynder de på de egentlige flyvebevægelser. Men først når svingfjerene er kommet, er der virkelig gang i flyveøvelserne. Ungerne er så næsten på størrelse med deres forældre, og når øvelserne tager til, er det sjovt at se, deres første lille ’letten’, den starter gerne med at de står på det yderste af tæerne, men pludselig letter de ganske lidt.

Når svingfjerene er blevet så store, og deres muskler og koordinering er tilpasset, kan de lette for først gang. Det kan være med stor spænding man ser storken et stykke over reden, for derefter at se den lande igen.                                     

Her er det Gorm eller Thyra, der for første gang har
lettet ganske lidt fra reden. Det er ved at blive til noget!

Men så pludselig letter en af ungerne, gerne lige efter en af forældrefuglene er lettet. De andre bliver tilbage. Denne første flyvning tager ikke lang tid, og hurtigt er den atter tilbage i reden.
For hver dag der går, bliver den længere væk, og er ude at fouragere med de voksne storke. Snart efter følger de andre unger, og så pludselig kan reden være tom i flere timer.

Til sidst kommer de kun tilbage for at overnatte i reden. Nu er de blevet til storke, der skal prøve livets første lange tur, og er blevet sociale i marken og har fået kendskab til de steder, hvor de kan søge føde. Et kapitel for de voksne storke er ved at være slut, og ungerne og de, skal ud på deres lange flyvetur sammen med mange andre storke til deres overvintringssteder.

Status: Ud over ægtyve, el ledninger og sprøjtegifte, har storken i Danmark ikke mange fjender. Det ser langt værre ud, når storken i store træk, nærmer sig sit vinterophold.
Her jages de stærkt, og skydes, hvorefter de sælges på de lokale markeder. Der er set eksempler på, at lokalbefolkningen bruger storkenes ringmærkning som pryd på deres stave og spyd. I lande som disse hvor fuglen optræder i tusindvis, ses med andre øjne på deres status, og her er storken ikke udryddelsestruet på nuværende tidspunkt.
I Danmark har storken været i tilbagegang over en lang årrække. Dette skyldes, at deres normale fødeområder (habitat) er blevet forringet. Man har drænet for at indvinde jord, hvilket medfører, at vådområderne lægges tørre og opdyrkes. Som det siger sig selv, var opdyrkningen af landet i 1800 tallet, hvor der var mange storke i Danmark, meget anderledes end den er i dag. Danmark er et lille land, og med mekaniseringen, er steder som storken holder af forsvundet, og dermed også mulighederne for en blivende storkebestand.

Vi kan kun håbe på, at politikere og andre med indflydelse på natur og områder for fugle og dyr, vil tage det nødvendige hensyn til et fortsat liv med den store glæde og nødvendighed det er at leve med naturen som ven og nabo. Vi lever trods alt i, med og af den.

Ringmærkning: Inden ungerne er alt for store og begynder flyveøvelser, kan man ringmærke dem.
Ved ringmærkning kan man følge storken på dens rejse, og få meldinger fra fuglekiggere på hvilke destinationer storken er set, og hvor de kommer fra.

© Lone Lemvigh 01-01-2005

Valdemar i reden i Ribe
Juni 2004

 

Her kan man se Valdemar
og lidt af den ene unge

Storkereder på dette Website

Bergenhusen 2004

Ringmærkning i Ribe 2004

Tilbage til menu